Moderne boligindretning med et personligt touch

Moden skifter hele tiden, og nye trends indenfor boligindretning bliver på skift populære.

Det kan være spændende at følge med i, hvad der rører sig, og det kan både være givende og inspirerende at opdatere indretningen i sit hjem løbende, så den hele tiden er tidssvarende. En ny indretning kan få det samme hus eller den samme lejlighed til at føles ny, og det kan give fornyet energi i hverdagen.



Men når det kommer til den moderne boligindretning, skal det gerne skinne igennem, at det lige netop er dig, der bor i dit hjem — det personlige og unikke touch er nemlig lige netop den detalje, der sætter prikken over i’et ved en perfekt boligindretning.

Der er mange måder at lade sin personlighed skinne igennem i indretningen på.

I denne guide giver vi dig inspiration til indretningen af hjemmets forskellige rum.

Stuen

Stuen er det sociale samlingspunkt i de fleste hjem.

Det er her, alle skal kunne mødes og slappe af i fællesskab, henslængt i bløde møbler eller foran fjernsynet. Stuens indretning bør invitere til afslapning og udstråle varme og personlighed.

Indretningen bør også lægge op til sociale aktiviteter som spil eller en god samtale over en kop te eller kaffe. Placér derfor gerne en masse komfortable siddepladser i form af hjørnesofaer eller lænestole rundt om et bord, og undgå at have TV’et som fokuspunkt.

Pryd stuen med genstande, som har affektionsværdi for dig. Det kan være finurlige souvenirs fra rejser rundt omkring i verden, som minder dine gæster og dig selv om de uforglemmelige oplevelser, du har haft samtidigt med at de står i skarp kontrast til den tryghedsfølelse, man kun får, når man er hjemme, og dermed forstærker den.

Udsmyk dine vægge med kunst, der taler til dig, og vælg farver, som giver dig energi.

Kan du ikke udstå den farve, der er hot netop nu, så følg din intuition og indret med farver, som taler til dig. Har du lyst til at male en endevæg skrigende pink, fordi det er en farve, der giver dig tryghed og energi, så kast dig ud i det!

Soveværelset

Soveværelset er et af hjemmets vigtigste rum. Her tilbringer vi en tredjedel af vores liv, hvilket rundt regnet vil svare til 25-30 år. Det er her, vi får vores nattesøvn, som er altafgørende for, om vi kan fungere i dagligdagen. Netop derfor bør kvaliteten af sengen ikke være noget, man går på kompromis med.

Hvad du investerer i en god seng, giver sig til udtryk i mange aspekter af dit liv. Ifølge mange Feng Shui-eksperter bør soveværelset indrettes således, at du hverken har ryggen til døren eller vinduet, når du ligger i sengen.

Rummets øvrige indretning spiller også en stor rolle. Et soveværelse danner rammerne om den private og intime del af vores liv, og det er netop i soveværelset, du skal kunne finde komplet ro efter en lang dag fuld af gøremål.

Pryd soveværelset med bløde tekstiler og sørg for, at rummets lamper har lysdæmpende funktioner.

Undgå at have ting stående fremme, som stresser dig eller minder dig om arbejde eller pligter. Udsmyk gerne væggene med smuk kunst, der taler til dig, og stil eventuelt en skål med æterisk lavendelolie, som har en søvndyssende effekt, et sted i rummet.

Badeværelset

Badeværelset er det rum, hvor vi rengør og tager hånd om os selv. Her får vi fornyet energi, når vi skyller vores bekymringer ud med det beskidte badevand, og det er derfor vigtigt, at indretningen på badeværelset emmer af tryghed og liv.

Dette kan opnås ved at pryde hylder og overflader med bløde tekstiler som bløde bademåtter, badekåber og bunker af håndklæder.

Lad farvetemaet være varmt og naturligt, og vælg tapet fremfor klinker, hvor det er muligt, for at undgå det kølige look. Vil du bringe liv ind i rummet kan du tilføre friske blomster og eventuelt batteridrevne stearinlys.

For et personligt touch kan du hænge anderledes kunst på væggene eller tilføje et møbel eller en genstand, man ikke normalt ville forbinde med badeværelset.

Køkkenet

Køkkenet er, udover soveværelset, et af hjemmets vigtigste rum. Her tilbereder vi den mad, som vi nærer vores krop med og som skal give os den fornødne energi til at klare os igennem livet.

Indret gerne køkkenet på en måde, så du ikke står med ryggen til dine gæster eller dine familiemedlemmer, mens du tilbereder maden, hvis det rent arkitektonisk er muligt. Et køkken kan danne rammerne om mange hyggelige selskaber og middagsmåltider med familien, hvor samtalen er i centrum.

Derfor er det vigtigt med en indretning, der lægger op til socialt samvær rundt om køkkenbordet.

Derudover er det godt at sørge for, at der er en sund balance mellem det strømlinede look og det hjemlige og rodede udtryk.

Det er nemlig utroligt vigtigt at køkkenets overflader ikke er fyldt med ting, så de nemt kan rengøres og spredningen af bakterier i køkkenet kan mindskes.

Dog kan du med fordel pryde køkkenbordet med smukke beholdere til krydderier, bestik og råvarer, som indbyder til at opholde sig i køkkenet og være kreativ og omhyggelig med madlavningen. Naturmaterialer som sten og træ vinder over kolde og unaturlige materialer, når det kommer til redskaber, da selve maden, der tilberedes i køkkenet, også er naturlig. Til sidst er det vigtigt, at indretningen i køkkenet i høj grad tager højde for funktionalitet, så man dagligt motiveres til at udfolde sig kulinarisk.

Mærk godt efter

Det er vigtigt at mærke efter, om indretningen i ens hjem føles rigtig. Det er ikke nok, at den ser fantastisk ud — begejstringen over det flotte ydre lægger sig hurtigt, og derefter er det følelsen, man sidder tilbage med, som spiller den største rolle.

Dine omgivelser skal afspejle hvem du er, og de skal føles rigtige for dig. Vær derfor ikke bange for at bruge din intuition, når du indretter. Husk også på, at du ikke behøver at holde dig til én bestemt stilistisk retning. Bland gerne forskellige genrer sammen for at skabe et endnu mere personligt udtryk.

Morten Storgaard

Jeg interesserer mig meget for indretning og pladsoptimering af små lejligheder og huse. Derudover elsker jeg at finde et godt tilbud med nethandel, og at gøre et godt køb. Jeg er desuden glad for røde bøffer og hård rock.