Sådan får du tæpperne rene for pletter

De fleste mennesker får et mindre panikanfald, når der bliver spildt noget på gulvtæppet, og man for sit indre blik ser pengene ryge direkte ud ad vinduet sammen med ens fine tæppe.

Der er imidlertid ingen grund til at tage sorgerne på forskud – dit tæppe kan sagtens reddes med disse enkle husråd.



Fjern te- og kaffepletter med glycerin

Du har måske altid haft en forestilling om, at kaffe var noget af det værste, der kunne ske for dit tæppe.

Det er heldigvis langt fra sandt, for faktisk kan du nemt fjerne både te- og kaffepletter fra dit tæppe. Er det ikke tørret ind endnu, starter du naturligvis med at suge det værste væk med et viskestykke eller køkkenrulle.

Lad være med at gnubbe på det, hvorved du vil sprede pletten yderligere fremfor at fjerne den.

Når du har klaret det værste, bruger du en god universalrengøring til at fjerne pletten helt.

Tip
Dette kan du finde hos Nowas

Er pletten allerede tørret ind, skal du duppe glycerin på, lade det virke natten over og derefter fjerne hele molevitten med førnævnte universalrengøringsmiddel. Så enkelt er dét.

Brug isterninger til at slippe af med møbelmærker

Har du et dybt, blødt tæppe, som desværre er blevet mishandlet af dine møbler?

Så frygt ej, for du kan faktisk nemt komme møbelmærkerne til livs. Første step er naturligvis at fjerne de pågældende møbler, og derefter skal du komme isterninger på mærkerne i gulvtæppet. Når de er smeltet, tørrer du så godt som muligt tæppet af uden at trykke for hårdt ned på det.

Så lægger du et fugtigt viskestykke hen over de berørte steder og griber dit strygejern. Dette bruger du på de forsvindende møbelmærker, men lader dog være med at stryge, indtil tæppet er helt tørt.

Det skal hellere lufttørre, og derefter kan du med lethed rette møbelmærkerne ud, så man end ikke længere kan se, at der har stået noget. Du skal naturligvis sikre dig, at dit tæppe kan tåle at blive strøget på, men som udgangspunkt bør det ikke være noget problem.

Fjern dårlig lugt med bagepulver

Bagepulver er på mange måder et mirakelmiddel.

Ikke nok med at det kan få dine hjemmebagte brød og kager til at hæve, kan det også bruges til mange finurlige rengøringstricks. Har du et gulvtæppe, der lugter dårligt efter for eksempel at have været opbevaret i et kælderrum eller i garagen, skal du således endnu en gang have fat i bagepulveret. I dette kan du hælde 10-12 dråber velduftende olie og ryste det godt sammen.

Når olien er tørret helt ind i bagepulveret, spreder du bagepulveret ud over gulvtæppet. Lad det ligge på tæppet i 5-10 minutter og støvsug derefter det hele væk. Så skulle dit tæppe gerne dufte dejligt og rent, og du kan naturligvis gentage tricket, hvis du på et tidspunkt føler, at effekten er ved at forsvinde. Tæppet tager bestemt ikke skade af dette, og selv hvis ikke det lugter dårligt, kan du gøre brug af dette trick for effektivt at sprede din yndlingsduft i huset.

Kilder: Idenyt

Morten Storgaard

Jeg interesserer mig meget for indretning og pladsoptimering af små lejligheder og huse. Derudover elsker jeg at finde et godt tilbud med nethandel, og at gøre et godt køb. Jeg er desuden glad for røde bøffer og hård rock.