Home livsstil Sådan får du mest for dine penge på varmeregningen

Sådan får du mest for dine penge på varmeregningen

af Steen Christensen

De fleste af os vil gerne have så billig en varmeregning som muligt – uden at vi skal gå og fryse for det. Der er flere ting, du kan se på, hvis du vil gå din opvarmning efter i sømmene, så du kan spare penge på varmeregningen.

Nogle er mere omfattende end andre, men det er som regel også dem, der gør den største forskel. Du bør derfor overveje omkostningerne ved at implementere ændringerne op imod den gevinst, det giver i sidste ende. Hvis du ikke har økonomi eller overskud til større projekter, er der stadig noget, du kan gøre for at reducere beløbet på varmeregningen.

God isolering giver det bedste udgangspunkt

Når du vil spare penge på din varmeregning, bør du starte med at kigge på isoleringen af din bolig. Du kan optimere alle mulige steder, men hvis isoleringen ikke er i orden, ryger al varmen ud, og dine anstrengelser er så godt som spildte.

Man taler overordnet om bygningsisolering, som kort sagt er alle de områder på en bygning, hvor isolering kan være gavnligt. Det er blandt andet ydervæggene, taget, gavlene og gulvene.

Loftisolering

Loftet er en af boligens største flader og dermed også en af de største syndere, når det kommer til at slippe varme ud af boligen. Derfor er loftet et godt sted at starte, hvis du vil optimere isoleringen af din bolig og nedbringe varmespildet.

Mange får indlagt en god loftisolering i forbindelse med nybyggeri eller renovering af taget på en ældre bolig. Hvis du hverken skal bygge nyt eller have lagt nyt tag, kan du i stedet få lavet en efterisolering. Det sikrer, at eventuel gammel og beskadiget isolering bliver fjernet, så der kan laves en ny og dækkende isolering. Det holder varmen inde og giver et bedre indeklima i boligen.

Hulmursisolering

En god hulmursisolering holder varmen inde og kulden ude i de kolde måneder, mens varmen holdes ude af boligen på de varme sommerdage. Mange ældre huse har slet ikke hulmursisolering, mens andre har det, men det er ødelagt af eksempelvis fugt eller mus.

Hulmursisolering bliver i dag lavet ved langt de fleste nybyggerier, ligesom det også kan implementeres i forbindelse med en renovering. Hulmursisoleringen skaber et isolerende lag mellem ydermuren og væggene på indersiden, så der ikke er direkte kontakt mellem det udendørs og det indendørs. På den måde kan kulden ikke trænge ind gennem muren, og varmen kan ikke sive ud.

Det giver dig igen et sundere indeklima og en mindre varmeregning.

Hvilken varmekilde skal du vælge?

Som nævnt er isoleringen det vigtigste parameter, når det kommer til at spare penge på varmeregningen. Uanset hvilken varmekilde du vælger til din bolig, vil varmen lynhurtigt fise ud, hvis boligen ikke er tilstrækkeligt isoleret. Nedenfor kan du læse mere om tre forskellige varmekilder, som alle har både fordele, ulemper og begrænsninger i forhold til, hvilken type bolig du bor i.

Luft-til-luft-varmepumpe

En luft-til-luft-varmepumpe er god til mindre boliger såsom et lille hus, et rækkehus eller en lejlighed. Den kan også bruges i en større villa, men her er den bedst som supplement til den øvrige opvarmning.

En luft-til-luft-varmepumpe er en slags omvendt aircondition. Den suger luft ind udefra og bruger energi på af opvarme den, inden den opvarmede luft sendes ud i din bolig.

Fordelene ved denne type varmepumpe er først og fremmest en markant besparelse på din varmeregning. Dernæst er luft-til-luft-varmepumpen billig at anskaffe. Den største ulempe ved luft-til-luft-varmepumper er begrænsningen i forhold til størrelsen på din bolig. Derudover kan pumpen også kun opvarme rum og kan ikke anvendes til opvarmning af brugsvand. Det er derfor ikke en totalløsning.

Luft-til-vand-varmepumpe

Luft-til-vand-varmepumpen er til gengæld et godt bud på en totalløsning. Den kan både opvarme dine rum og give din varmt vand i haner og bruser. Processen ligner på mange måder den fra luft-til-luft-løsningen. Forskellen er bare, at luft-til-vand-varmepumpen opvarmer en væske, som findes inde i pumpen. Den sendes ind til varmtvandsbeholderen i din bolig, hvor den opvarmer vandet til radiatorer, bad, håndvask osv.

Der er mange fordele ved at vælge en luft-til-vand-varmepumpe. Du kan forvente at skære op mod halvdelen af din varmeregning, og så det er selvfølgelig en stor fordel, at den kan klare opvarmning af både rum og vand.

En årsag, til at nogle måske alligevel tøver lidt med at investere i en luft til vand løsning, er, at det er en ret dyr investering. Der skal et relativt stort beløb op af lommen, når du skal anskaffe dig og installere luft-til-vand-varmepumpen, men så snart det er gjort, tjener de sig til gengæld ind igen.

Jordvarme

Den tredje og sidste løsning på vores liste er jordvarme. Den er det oplagte valg til dig, som har en stor villa med tilhørende stort udeareal. Det kræver en have på minimum 300 kvadratmeter, hvis du vil søge om tilladelse til at få indlagt jordvarme.

Det er således en lidt mere krævende løsning, både i forhold til tid og arbejde, men ikke desto mindre er det en løsning og en investering, som vil give dig store besparelser på længere sigt.

Mange bække små…

Hvis du ikke har lyst til eller mulighed for at få isoleret huset eller skifte til en ny varmekilde, kan du stadig ændre små ting i hverdagen, for at komme noget af den spildte varme til livs. Det er klart, at små ændringer sjældent fører til kæmpe resultater, men hvis du gør noget aktivt hist og pist, kan du sagtens spare lidt penge, når varmeregningen kommer.

Frisk luft opvarmes hurtigere

Først og fremmest er det vigtigt at få noget frisk luft ind i huset. Det gavner både varmeregningen, men i høj grad også indeklimaet og dermed din sundhed. Det anbefales at lufte ud tre gange om dagen á fem til ti minutter ad gangen. Du kan derfor med fordel slukke for varmen og åbne vinduerne, når du står op om morgenen, så dagen kan starte med et skud frisk luft. Efter små ti minutter kan du lukke vinduet igen og tænde for varmen. Hvis det er dit soveværelse, og du ikke vil have det for varmt derinde, kan du nøjes med at skrue en lille smule op, så der kun lige kommer lidt varme ud i rummet. Den nye, friske luft i kombination med en smule varme sikrer, at der ikke bliver fugtigt i rummet. Dette forebygger fugt og skimmelsvamp i vægge, vinduer osv. og giver i det hele taget et sundere indeklima.

Hvis du er væk fra huset hele dagen på arbejde eller andet, kan du gøre det til en vane at lufte ud, når du kommer hjem og igen lige inden sengetid. Det gælder ikke kun soveværelset, men alle husets rum.

Den friske luft bliver lettere varmet op, så det er her, du kan gøre en forskel på varmeforbruget. Det tager ganske enkelt kortere tid for varmekilden at varme rummet op, hvis der er frisk luft derinde.

Tjek vinduer og døre

Hvis det trækker ind omkring vinduer og døre i dit hjem, og du ikke har råd til at skifte det ud, kan du i de kolde måneder forsøge at tætne lidt med tæpper eller halstørklæder. Det er ikke den mest elegante løsning, men et fint tørklæde i vindueskarmen kan lukke godt af for eventuelt træk. Det gør både, at varmen ikke siver ud i samme grad, og at du slipper for at sidde i træk i sofaen.

Hvis du har rum i huset, du ikke bruger, kan du skrue ned eller slukke for varmen her, og forsøge at tætne godt rundt om døren, så kulden ikke siver ind i de tilstødende rum. Det kan være en fordel at beholde en smule varme på, så rummet ikke er gennemkoldt – så slipper der ikke helt kold luft ud fra rummet, og varmen fra de øvrige rum bliver ikke trukket derind.

Tag lidt ekstra tøj på

Hvis du er vant til at hoppe i et par afslappende shorts og en løs T-shirt, så snart du kommer hjem efter en lang dag, er det selvfølgelig klart, at du fryser, hvis der pludselig ikke er varme på. Men hvad med at føje et par varme sokker og en blød sweatshirt til afslapningstøjet? Det er lige så behageligt, og det kan gøre, at du ikke behøver at have så meget varme på.

Ekstra tøj kan naturligvis ikke klare hele opvarmningen, så det skal ikke være et mål for dig at slukke helt for varmen og så ende med at sidde med jakke og hue på indendørs for at spare på varmeregningen. Det er hverken rart eller særlig praktisk, så det er kun relevant, hvis du i forvejen har lidt tøj på og derfor sagtens kan bruge et lag mere, uden det bliver generende.