Gode råd til renovering af badeværelset

Er du blevet træt af dit gamle badeværelse, og ønsker du derfor at renovere det, så det bliver nyt og lækkert? Så læs med her og få gode råd til, hvilke ting du skal tænke over, når du skal renovere dit badeværelse.

På den måde kan du bedst muligt sikre, at du får det allerbedste resultat.

Gør-det-selv eller håndværkere?

Inden startskuddet for renoveringen kan lyde, er det naturligvis vigtigt at afklare, hvem der skal forestå renoveringen.

Har du selv hænderne rigtigt skruet på, er det muligt at spare et anseeligt beløb. Du bør dog ikke gå på kompromis med det færdige resultat.

En undersøgelse fra EDC viser nemlig, at gør-det-selv-arbejde kan være en dårlig investering, som rent faktisk koster på bundlinjen, når huset engang skal sælges.

Håndværkere er desværre ikke gratis, men kvalitet og pris går som regel hånd i hånd.

Hvis du vælger at købe hjælp til renovering af badeværelset ”ude i byen”, skal du huske håndværkerfradraget, som trods alt gør regningen lidt nemmere at sluge.

De rigtige funktioner er alfa og omega

Når du har besluttet dig for, at badeværelset skal renoveres, så står du over for en masse valg.

Du skal blandt andet tage stilling til, hvilke funktioner dit badeværelse skal rumme. Tænk på, om der er specifikke dele af dit nuværende badeværelse, der trænger til en overhaling. Har I brug for et badekar til afslapning og til børnene, eller vil I ikke få det brugt?

Måske er det rart at have to håndvaske, så flere af familiens medlemmer kan komme til på samme tid. Tænk også over, hvordan pladsen skal udnyttes. Skal der skabe op, eller er det vigtigere med meget bordplads?

Jo flere overvejelser du har gjort dig omkring dette, inden du står og skal vælge badeværelsesmøbler og materialer, jo mere kan du føle dig sikker på, at du får et resultat, du bliver glad for.

Tidløse materialer

Det er omfattende at renovere et badeværelse, og på samme måde som med badeværelsets funktionalitet, er det derfor vigtigt, at du tænker dig godt om, når du vælger dine materialer.

De materialer du vælger skal være der i mange år frem, og det skal derfor gerne være nogle, du ikke bliver træt af at se på. Nogle vælger efter mode og trends, mens andre vælger det mest neutrale.

Intet er mere rigtigt end andet, når blot du har gjort dig tanker om det. Gulvklinker er et af de vigtigste materialer, du skal vælge.

Her skal du både tænke på design og kvalitet. Der findes et stort udvalg af gulvklinker, så du kan vælge dem, der passer bedst ind i dit nye badeværelse. Både når det kommer til gulvklinker, andre klinker og tilbehørets materialer er det vigtigt at tænke i farver og stil.

Badeværelset skal gerne passe til resten af din bolig, og du skal gerne blive glad, hver gang du træder ind i rummet.

Nu kan du roligt begynde at gøre dig tanker om, hvordan dit nye badeværelse skal se ud, og hvilke funktioner det skal have. Så er du sikker på at få lige det badeværelse, du drømmer om.

Morten Storgaard

Jeg interesserer mig meget for indretning og pladsoptimering af små lejligheder og huse. Derudover elsker jeg at finde et godt tilbud med nethandel, og at gøre et godt køb. Jeg er desuden glad for røde bøffer og hård rock.